Derfor

For mange år siden forelskede jeg mig i en dejlig trompetist. Han fyldte mit liv med jazz. Jeg var i forvejen jazzglad, men det fik lige en ekstra tand, for når vi var sammen, hørte vi nærmest aldrig andet.

En aften havde vi hygget os med vin og musik på min altan i København, og han tog trompeten og tog ind for at jamme. Jeg husker egentlig ikke helt hvordan det begyndte, men vi havde nok siddet og sunget “Unforgettable” og leget med at synge “Ufooorglemmeliiiiig”, for den fik jeg pludselig lyst til at oversætte til dansk.

Kort efter sendte jeg ham en fuld dansk oversættelse på Google Talk (ja, så mange år siden er det), og han var begejstret for den.

En ny lille hobby var født. Jeg hyggede mig gevaldigt med at oversætte tekster.

Om man kan lide mine tekster eller ej, er jo en smagssag. Jeg er selv mere begejstret for nogle end for andre. Jeg har også erfaret at når jeg kigger på en tekst jeg ikke har læst i nogle år, så falder den pludselig på plads. For indimellem halter det med at få den præcis som jeg gerne vil have den.

Jeg synes det ville være hyggeligt hvis nogen faktisk kunne finde på at synge dem, så nu har jeg besluttet at lægge dem online, så de ikke bare ligger i min virtuelle skuffe og støver til.

Har du ideer til jazztekster du ville elske at se på dansk, så er du velkommen til at sende dem i min retning. Så kan det jo være jeg lige føler mig inspireret.

Jeg har endnu nogle halvfærdige liggende: The way you sip your tea, How high the moon, You don’t know what love is, It had to be you, Our love is here to stay og I get a kick out of you. Vi må se om de nogensinde falder på plads – så lægger jeg dem naturligvis op her.

Jeg hedder Anja Lysholm, og hvad jeg ellers er for en, kan du læse om her hvis du er nysgerrig: Anja Lysholm

Hvis du bruger teksterne, må du meget gerne fortælle mig det på al@anjalysholm.dk


P.S. Den dejlige trompetist og jeg er stadig gode venner, og du finder også tekster af ham her på siden. Hans navn er Esben Maaløe, og der står på indlæggene om teksterne er mine eller hans. Enkelte har vi hjulpet hinanden med.